Til topÈ

Bøger

Foreningens historie er beskrevet i 150 års jubilæumsskriftet:

"Rudkøbing sømandsforenings Hjælpekasse Jubilæumsskrift 1853 - 2003"

Med tekst af Jacob Bang Jensen -  jacobbang@mail.tele.dk

Trykt på Langelands Centraltrykkeri.

150 år.pdf

150 år.pdf

Bogen fortæller på en levende måde om foreningens opståen og om tilblivelsen af nogle alle de traditioner som stadig lever i foreningen. At der var behov for en hjælpekasse fremgår af beretningen om en skipper, som det lykkedes at forlise 6 gange. Der er et flot billedmateriale og selvfølgelig beskrivelse af formænd og kasserere gennem årene.

Bogen kan erhverves for kr. 100,00 hos kassereren.

Rudkøbings skibe frem til ca. 1972 findes beskrevet i bogen:

"Rudkøbing skibe"

Som er skrevet af Lods Emil Godtfredsen

udgivet af Rudkøbing Sømandsforenings hjælpekasse i 1972

Trykt på Langelands Centraltrykkeri.

Bogen beskriver i alfabetisk rækkefølge alle skibe, som har været hjemmehørende i Rudkøbing. Ud over gennemgang af ejere, byggested og år indeholder bogen også mange beretninger om stabelafløbninger, forlis og hændelser fra livet ombord.

Billeder er der også en del af.

Bogen kan i dag kun købes antikvarisk - (Set på nettet til kr. 175,00)

"Rudkøbing Havns Historie"

Havnens historie frem til 125 - året i 1947 er mesterligt beskrevet af grundlæggeren af Rudkøbing Byarkiv og i mange år også byens historiker Chr. Kiilsgaard. Fra den sikre viden at der var en havn/skibsbro i Rudkøbing fra 1492 følges havnens udvikling. Personkredsen på og omkring havnen er fyldigt beskrevet.

Kildehenvisninger glæder enhver historiker.

Bogen er trykt på Langelands Centraltrykkeri.

Bogen kan i dag kun købes antikvarisk

Den sidste udgivelse om Rudkøbing Havn findes i bogen:

"Fem Havne"

Med undertitlen: "Den industrialiserede havns opkomst og udvikling på Sydfyn og Øerne.

Bogen er resultatet af et forskningssamarbejde mellem de fem sydfynske museer. Den indeholder detaljerede beskrivelser af havnene i Faaborg, Ærøskøbing, Marstal, Svendborg og Rudkøbing. Der gives et overordnet billede af den præindustrielle, industrielle og postindustrielle havn.

Afsnittet om Rudkøbing Havn er skrevet af Ole Mortensøn, som også er redaktør af bogen.

Bogen er trykt hos Midtfyns Bogtryk, Ringe

Bogen kan købes i sydfynske boghandler og sydfynske museer

"Caroline og de andre"

Samka, som er omtalt i denne bog sammen med Carolinernes historie var i mange år hjemhørende i Rudkøbing. Ejet af skibsmægler Jørn Foss.

I bogen er det Caroliner-folket selv, der fortæller, og de levende beretninger indrammes af en historisk oversigt over småskibsfartens skiftende vilkår samt en skibsliste over Carolinerne og deres slægtninge på 150 brt.

Udgivelsesår: 1995

Bogen er trykt hos Midtfyns Bogtryk, Ringe

Bogen kan købes på Handels og Søfartsmuseet på Kronborg

Foreningens mangeårige kasserer og sekretær Erik Rasmussen har hvert år efter den årlige generalforsamling udarbejdet et resume, som blev sendt til udenøs medlemmer og andre med særlig interesse. Teksten er ikke konverteret til et PC format; men er de originale dokumenter, som Erik møjsommeligt har skrevet på sin rejseskrivemaskine.

Der er her vist et uddrag af dem: (Klik på det årstal du ønsker at se)

1997

Til topÈ

1996

Til topÈ

1995

Til topÈ

1994

Til topÈ

1993

Til topÈ

1991

Til topÈ

1990

Til topÈ

1989

Til topÈ

1986

Til topÈ

1985

Til topÈ

1983

Til topÈ

1981

Til topÈ

1979

Til topÈ

1977

Til topÈ

Mennesker og skibe

Artikel fra Fyns Amts Avis lørdag den 3. juni 1995 Af: Iben Friis Jensen Foto: Michael Bager  Broderskab med saltvand i årene.  I Rudkøbing er brødrene Kuk og Erik en institution. Gennem halvfjerds år har de delt deres liv uden at skændes - og det til trods for, at de også deler passionen for det våde element. Jeg kan ikke lide deres ansigtsudtryk, vrænger Kuk mod ålekvabberne, som bliver pelset og renset af Eriks erfarne fingre. Bedre end ål, er Eriks kommentar, mens han med et riiitsch flår skindet af nok en hovedløs fisk og smider det i spanden sammen med indvoldene.  Fiskene derimod plasker rensede ned i baljen med rent vand, inden de skal syde på panden til aftensmaden.   Først da går brødrene Erik og Kuk til hver deres hjem i Rudkøbing. Men hele dagen er de sammen. Og det har de været siden lillebror Erik blev født for halvfjerds år siden. - Skændes? spørger de undrende. - Nej, det gør vi aldrig. - Jeg lader ham bestemme, siger den ene med et nik mod sin bror, mens den anden tilføjer: Og jeg er god til at indordne mig ...  Imellem dem er den kærlige 'drilske omgangstone, som både tyder på respekt og overbærenhed. Vreden bliver i værste fald kun til en enkelt ed, før den forsvinder i havluften, så brødrene kan end ikke forstå, når andre søskende kan slippe hinanden, som var blodets bånd blot en kop lunken postevand.  Hils fra mig derhjemme. Når Kuk og Erik før i tiden måtte rejse fra hinanden, fik de derfor gang i brevskriveriet. De ved altid præcis hvor i verden, den anden befinder sig. Og begge har den regel, at skal de ud på en længere køretur, ringer de til hinanden, når de når velbeholden frem.   Ikke uden grund kaldes brødrene Rasmussen for Knold og Tot af konerne Ruth og Lis. For trods pensionsalderen er mændene stadig et par glade uvorne knægte.   Men kære børn har mange flere navne, så da Kuk endnu sejlede som kaptajn for Mærsk hed han aldrig andet end Tømreren, hvorimod Erik på sin gamle arbejdsplads, Langelands Sparekasse, lød navnet Skipper. Selv titulerer de hinanden med henholdsvis Tykke og Inspektøren. Kuk har et par centimeter mere mave end sin bror, og Erik er den mest påholdende, påstår Kuk.   Men for alle andre er de bare Kuk og Erik. Uadskillelige, som sejlskibene fra havet og i Rudkøbing ensbetydende med en em af skuder, beg, tovværk, eksotiske krydderier, fremmede havne. Og cigarrøg.   - Det må være brødrene Rasmussen, råber sejlerne, når de i nattemørke eller tåge passerer Kuk og Erik ombord på deres spidsgatter Fri. - Vi kan lugte cigarerne ...   Se Ruth· den cigar Men i virkeligheden er forskellen på de to brødre netop rygetøjet. Svære at kende forskel på kan de være, når de vandrer rundt på havnen i Rud købing med hver sin brune røgstump i mundvigen, men faktisk er det kun Erik, der ryger cigarer. Storebror Kuk nøjes med cerutter.   Sådan har de trukket vejret siden konfirmationsalderen, hævder Kuk og tilføjer så, at Erik egentlig var endnu yngre, da han fik ild på den første cigar.   - Inspektøren har altid fået lov til det samme som mig. På samme tid, selvom jeg er to år ældre. Så da jeg måtte begynde at ryge, fik han også tilladelse. Men vi havde nu røget også før den tid - vi stoppe d' piben med kamillete ...   - Takket være vores svage karakter, har vi et godt liv, citerer de en anden god havne-ven, Lange Laurits, som desværre nu sejler på de evige have. Og netop Børsen, brødrenes gråmalede værksteds skur og vinterhi ved havnebassinet, dokumenterer, at cigarerne, den lille dram og den kolde øl fejlagtigt ikke figurerer i lægernes statistikker over livskvalitet.   På væggen hænger en gammel vovet kalenderpige i sort pikant undertøj .   På få sekunder kan hun udføre sit klassiske stripnummer. Undertøjet er nemlig malet på et stykke klart plastfolie, så på fotografiet er hun splitternøgen.   Saltvandsindsprøjtning Hun holder sig godt. Men ikke bedre end brødrene Rasmussen. For både Erik og Kuk kan prale med, at de aldrig, aldrig, har haft en sygedag. Ikke siden de som knægte skulkede fra skolen.   Måske fordi den forebyggende medicin har været den daglige saltvandsindsprøjtning. En dag uden havet har ikke været nogen rigtig dag, mener Kuk og Erik, som siden barneårene har holdt til på havnen.   Fra den åbne dør i værkstedet\Børsen\Cafe Vinter er der udsigt mod havneindløbet. Og hver gang et sejl stryger forbi, stikker enten Kuk eller Erik hovedet udenfor og giver den anden en melding om, hvem der er på havet. Om det nu er Professoren eller Dr. Bullshit eller en af de mange andre, som Kuk og Erik har deres private øgenavne til.   Men endnu vigtigere end mandskabet er selve fartøjet. Hvornår, hvor og til hvem skibet blev bygget, er almindelig paratviden for brødrene Rasmussen, der på den måde har rigeligt med samtaleemner på en dag som i dag, hvor vejret er klart og sigtbarheden god.   Sådan har det været, siden de for tres år siden fik foræret deres første lille ti fods-jolle af far.   - Vi måtte kun ro, ikke sejle med sejl, forklarer Erik og tilføjer, at det kunne de selvfølgelig ikke lade være med, så i smug syede drengene sejl af gamle melsække. Da faderen opdagede det, kunne han ikke lade være med at grine. Og gav dem følgelig lov til at købe sejl til båden og rigge den som en smakkejolle.   Rederiet Rasmussen har siden haft flere både under kommandoen. Især Kuk, som har sejlet skonnerter, tankbåde og containerskibe for Mærsk. Erik havde gerne taget søvejen som sin bror, om synet havde været godt nok til det. Han blev i stedet uddannet på Langelands Korn, men har dog også sejlet på de store have, bl.a. tre gange rundt om jorden. Bare ikke som øverstkommanderende.   Gensyn i flere havne. Tilfældet eller skæbnen har sørget for, at de to pludselig stødte på hinanden i fjerne havne, skønt chancerne for den slags sammentræf er ganske små. I Hongkong lå de samtidig, i New York i Manilla…. Nej Manilla…der mødte vi nu bare hinanden i havnehullet, da du var på vej ud og vi var for indadgående. Jo vi har rejst meget rundt og vi har sejlet, mens det var sjovt, sukker Kuk og tænder nok en cerut. For selvfølgelig er de gode minder med til at holde liv i venskabet og broderskabet.   …….der havde vi den så, og fuld kraft bak, er en hyppig passage i fortællingerne, ligesom begge meget gerne beretter eventyr fra fortiden. Om dengang thailænderne fyrede fyrværkeri af, inden de gik ombord for at jage de onde ånder. væk. Om dengang Kuk lastede peber og kanel. Eller bare en lille episode som Inspektørens evne til at udskyde påtrængte fornyelser.   - Jeg har vendt skødet, siger han f.eks. til sin bror. - Jamen, det har jeg allerede gjort em gang, siger den tykke så. - Nå ja, men der er jo altid en ende, som er bedre, afslutter Inspektøren dernæst denne sparerunde.   Og det er jo sandt - også selvom man ikke som Kuk og Erik har forfædre fra Ærø, der netop i det sydfynske har ry for at være hjemstedet for dem med lim i pungen.   Livet kan altid anskues fra den bedste ende. .   Værkstedets kedel til at koge kaffevand i er således nærmest lænket til bordet med et tykt bånd af ældgammelt spindelvæv, og. en gang i mellem truer et kvindemenneske med at komme med støve- kost og skurebørster.. Men herregud - det ville jo være som at tørre spindelvæv væk på Dirty Dick, den berømte beskidte pub i London. Charmen forsvinder med støvet.  Efterskrift: Erik døde i december 1997 og Kuk døde i september 2002

 

Tom Andersen har via Bent Jensen, Søren Stidsholt og Jørn Foss fremsendt billeder af Kuk og Eriks Fri, som den ser ud i dag i Flensborg.

De ville begge have været stolte af at se hvordan deres gamle skib har det i dag.

Skibet hed oprindelig Fri; men er nu omdøbt til Frida.

Den unge dame på fordæk af Fri, er den lykkelige ejer,

 en charmerende ung dame fra Flensborg, der taler Norsk.

Til topÈ

Veteraner på Søen

Samka med sin besætning sejler som levende museum mellem Rudkøbing, Ærøskøbing og Svendborg

Langsomt aftager den sorte strøm af raps og bliver til pudrede skyer, der lægger sig som et støvet gråt lag overalt - på Samkas dæk, på de lugeplanker som allerede har lukket for en del af coasterens lastrum, på arbejdstøjet, i munden, næsen, øjenkrogene.

- Kan I have mere? råber FAF-medarbejderen inde fra Ærøskøbing-lageret. Ombord på coasteren m/s Samka af Rudkøbing svarer skipper Jørn Foss benægtende, slipper det store støvpusterør og griber efter en skovl. Går så i gang ligesom resten af besætningen med at skovle rapsen ud, så den ligger i et metertykt, men jævnt lag i lasten.

Samka har meget tilfælles med sin besætning. Både den, Finn Jessen og Knud Rasmussen alias Kuk er veteraner indenfor søfarten. Og alle arbejder de uden at tjene en krone. Fragtskibet - bygget i Marstal i 1956 som en ud af godt en snes Carolinerbåde - ejes af skibsmægler Jørn Foss, Bacat Chartering, Rudkøbing, og skibet sejler sine næsten daglige ture fortrinsvis med korn til og fra de sydfynske destinationer med afstikkere til f.eks. Fredericia og Nakskov.

Indtjeningen ved det relativt hårde arbejde får kun lige udgifterne til at balancere på det nødvendige nul-punkt, og Jørn Foss er nødt til konstant at avertere skibet til salg, om end han nødigt vil skille sig af med sit lille og gamle fragtskib. Der er ikke penge i coastertrafikken, når lasten kun kan rumme 180 tons raps eller op til 240 tons hvede.

Rapperne

Finn Jessen og Kuk bruger hyren på Samka som en aktiv form for pensionisttilværelse og slutter deres saltvandsgusede løbebane, hvor de startede. Som rappere.

De er begge kravlet ned fra karrierens top på de store kommandobroer og burde nu i virkeligheden være henvist til køjepladserne »foran masten« - i de tomands matros-lukafer på Samka.

Her har skipper dog valgt at placere sin egen køjesæk, for som han siger: - Jeg kan jo ikke byde gamle officerer at sove her. De har haft deres tid foran masten. Det betyder, at de loyale matroser har fået hver sin kahyt, som ligger i forbindelse med salon og messe under Samkas styrehus.

                 Dækslugerne skal af, før FAF's kornsnabel kan begynde sit arbejde med at suge rapslasten op fra

                 Samkas indre. Finn Jensen og Jørn Foss får løftet de svære planker af.

Finn J essen, som er 70 år, har smidt den blå Kansas-jakke i solskinnet og er begyndt at feje rapspudderet væk fra skærstokkene. Nu er hans dæksdrengsuniform hvid T-shirt og rødt tørklæde i halsen, mens han ellers tidligere har haft masser af vinkler og guldknapper på sit arbejdstøj. Nemlig som kommandørkaptajn i Søværnet og fra 1974-80 som chef for Langelands Marinedistrikt på Langelandsfort.

Trods sin lave rang ombord på Samka, er papirerne altså i orden. Ja ... bedre end skippers, som kun kan fremvise et kystskipperbevis, der gør ham kvalificeret til at føre skibe op til 200 bruttoregistertons.

Skibene

Finn Jessen har derimod ligesom Kuk Skibsførerbeviset. »Any ships - any size« - ethvert skib i enhver størrelse, siger Kuk som forklaring på, hvad den i uvidendes ører beskedne titel egentlig dækker.

Kuk fra Rudkøbing har i 29 år sejlet for AP. Møller - heraf tyve år som kaptajn. Han har gjort god brug af sine eksaminer, for det var de allerstørste fragtskibe, der blev sejlet under - hans kommando. Nu er han 67 år, pensioneret og har sin mission at udføre som tredjemand ombord ... ham, der snakker både fanden, den øvrige besætning, eventuelle gæster og andre interesserede et øre af ... ham, der går byærinder for hovmester Finn Jessen ... ham, der aldrig har sat sine ben i maskinen, før forleden, da han tilfældigvis tabte sin fejekost derned ... ham, der kender alle skibe, alle havne, alle kaptajner og gerne fortæl ler det videre.

- Det er utroligt hvad det kan hjælpe med en sludder for en sladder. Det gælder også indenfor AP. Møller. Desuden…hvis man ikke snakker, får man heller ikke noget at vide…og jeg er meget nysgerrig, er Kuks private leveregel.

Snakketøjet

Vel ude af Ærøskøbing havn, hvor flere turister samt et par FAF-folk opmærksomt har fulgt arbejdet ombord indtil sidste trosse blev lettet, nyder Jørn Foss og Finn Jessen godt af Kuks snakketøj. Som supplement på sejlturene, der i øvrigt er hygge, en enkelt bajer, kaffe og livsfilosoferen på broen, hvor Jørn Foss står bag rattet.

Eller rettere bag styrepinden, »for hvorfor stå og dreje på det store lykkehjul, når man kan nøjes med at bruge en lille pind, siger han.

Nok er der en vis portion veneration forbundet med Jørn Foss' hverv som både ejer og skipper på m/s Samka. Samme respekt, der får ham til at vedligeholde skibet, som var det et stuemøbel. Men det store rat i lakeret teak og blankpudset messing er alligevel for nostalgisk en affære at knokle med gennem det smalle Høje Stene Løb, når den ny teknologi har opfundet en Joystick, som enkelt og bekvemt kan dirigere skibet på rette kurs.

Sidste besætningsmedlem, der skiftes med Kuk om jobbet, er Lange Laurits ... i dåbsattesten anno 1915 kaldet Laurits Andersen. Han vil bare ikke sejle med i sommerperioden og får altså heller ikke høstsejladserne med. Da foretrækker han sin egen sejlbåd og har netop bedt om Kuks assistance til at sejle »Yankie Clipper« hjem fra Tyskland.

De gamle

- Nogle sejler med unge kriminelle. Jeg sejler med gamle adfærdsvanskelige, griner Jørn Foss, der aldrig har oplevet synderligt besvær med at få påmønstret en besætning - til trods for at arbejdet er frivilligt og ulønnet.

- Vi kan jo ikke undvære søen, siger både Finn Jessen og Kuk. Kuk tilføjer, at hans kone da bestemt heller ikke kan holde ud at have ham hjemme hele tiden. Det er sømandskoner ikke vant til og mange pensionerede sømænd kan forvirre det tidligere gode familieliv ved ikke at have beskæftigelse.

- Jeg personligt har fået et helt nyt liv ved at omgås folk på den her måde, siger Finn Jessen. - Jeg har heller aldrig før rigtig kunnet se resultaterne af mit arbejde, som jeg kan nu!

Kuk med cigaren vippende i mundvigen: - Næh, du har jo aldrig skudt nogen ned ...

- Vi betragter det som lystsejlads, når vi tager ud med Samka, siger Jørn Foss, der gang på gang må tage sig af den bibbende mobil-telefon med beskeder fra havnenes skibsmæglere. Samkas fartplan dirigeres fra mæglerkontorerne og tilbuddet lyder nu på raps fra Ærøskøbing til Svendborg. Tom tilbage igen til Ærøskøbing. Nok en last raps og atter Svendborg som destination, før sejladsen bringer skibet til Fredericia med hvede.

Turen over den solglitrende havstrækning er tydeligt bevis på, at der er brug for Samkas laster mellem kornlagrene. Men ikke behov nok til at det kan give skipper et udbytte. Og da slet ikke til at lønne besætningen.

"Jamen brug dog fragttskibene", .... står der på fotokopierede sedler, som Jørn Foss har hængt op både i styrehuset og i salonen. Avisoverskriften stammer fra et interview med forfatteren Erik Weedersøe, som selv er talsmand for at Danmark er skabt for småcoastertrafik frem for landværts lastbilssfragt.

Synspunktet deles entusiastisk af Jørn Foss. Men hvad hjælper det, når coastertrafikken tilsyneladende er glemt af såvel folketingets som de kommunale politikere?

Problemet er den vareafgift, som kornhandleren skal betale til staten ved både lastning og losning. 7 kroner koster det hver gang et tons korn enten skal pustes ned i skibets lastrum eller suges op igen.

Pengene, som tidligere blev kaldt bropenge, bruges til havnevedligeholdelse, og det er naturligvis i alle søfolks interesse. Blot er beløbet steget uforholdsmæssigt meget i løbet af de sidste år og det forvrider skibenes konkurrenceevne.

- En lastbil på havnen skal ikke betale vareafgift, siger Jørn Foss. Desuden ... havets vej behøver ingen vedligeholdelse, den jævner sig af sig selv, så snart kølvandssbølgen har lagt sig, mens landevejene bliver slidt af kørslen. Hvis der blev indført rigtig brugerbetaling, er der ingen tvivl om, at langt mere fragt blev sejlet rundt i landet.

Ulempen ved et skib er selvfølgelig, at varerne ikke kan bringes til kundens dør, medmindre døren er på havnen. Her har lastbilen sit fortrin.

                                                                                                   Pensionist med godt snakketøj og en evigt osende cigar. KUK

                                                                                                   alias Knud Rasmussen nyder at komme på havet - efter 20 år som

                                                                                                    kaptajn på de største A.P. Møller-coastere.    

- Nationaløkonomisk er det dog langt bedre at sejle. Et skib laster mere end en bil og kræver ikke tilsvarende mængder brændstof.

Jævnligt hives kikkerten frem. Mest af de to nysgerrige matroser, som lige skal se, vinke og fortælle, om dengang de sejlede med f.eks. skipper Hans Peter Esbensen, som lige nu sejler forbi. Han hilser tilbage på kollegerne fra kommandobroen på færgen Ærøsund.

Den indgående strøm giver visse besværligheder, da Kuk og Finn Jessen skal sørge for at Samka bliver fortøjet. Flest problemer har Finn Jessen, som har tjansen i stævnen. Kuk, derimod, har sikret sig pladsen ved agterfortøjningerne, for som han siger: - Her er altid mest læ, når det er dårligt vejr, så her vil jeg være!

Men selvfølgelig lykkes det. Samka har syvtretten (Foss banker overtroisk på sit teaktræ) aldrig haft uheld, selvom småskrammer selvfølgelig ikke kan undgås med så mange havneanløb.

Præcis et kvarter før anmeldt tid er Samka klar til losning, men må vente på FAF's frokostsirene.

Så bliver rapssugeren sat til og som en anden støvsugerbande sørger Samkas besætning sammen med FAF-arbejdere for, at lasten tømmes. Et arbejde, som tager omkring fire timer

Arbejdsdagen som startede klokken seks i morges, er først nået til frokost tidspunktet. Der er meget, der skal nås før besætningen kan gå til ro i aften i Ærøskøbing, for blot igen at stå tidligt op, laste, sejle og losse ..

                                                                                                          Blå- og hvidmalede Samka på sin evige fart mellem søfartsbyerne

                                                                                                          og FAF

Men pensionisterne ombord får da i hvert fald både motion og frisk luft i lungerne, og på den måde fungerer m/s Samka dels som social foranstaltning, dels som lystfartøj og dels som arbejdende museum.

Som den ene af de to sidste sejlende Carolinere repræsenterer den et stykke sydfynsk kulturhistorie. Upåagtet af politikere - værdsat af søens egne folk.

Til topÈ 

Klokkebøjen ringede for fortidens søfolk

"Artikel af Søren Stidsholt Nielsen i Fyns Amts Avis, Sydfyn til Søs, lørdag den 27. januar 2007".

Den klemtede talrige steder i det sydfynske farvand, den var både energirigtig og næsten gratis i drift, men

i dag er den kun en maritim antikvitet, der synges om i Rudkøbing - i hvert fald en gang årligt

SYDFYNS ØHAV: Ældre lystsejlere og gamle skippere kan for deres indre øre stadig høre lyden af en for længst udklinget farvandsafmærkning. Klokkebøjen, - en bjørnestor, forankret tønde med en ringende malmklokke ophængt i et metalstativ. Klokkebøjen var absolut ikke noget højteknologisk vidunder. Til gengæld virkede den altid og driftsudgifterne indskrænkede sig til vedligeholdelsen. Klokkebøjens toner blev frembragt af noget så økologisk korrekt og nutidigt energivenligt som bølgernes evige kraft. Selv små krusninger

i havoverfladen var nok til at frembringe klingende toner, når den lille malmklokke ramte pendul eller løsthængende metal-stykker. Klokkebøjen tjente til at afmærke farvandet, for eksempel ved indsejlingen til et løb eller på kanten af en farlig grund. I modsætning til nutidens stilfærdige afmærkninger, havde klokkebøjen den fordel, at den også kunne advare gennem tåge, nat eller usigtbart vejr. Og her skal

indskydes, at klokkebøjens epoke i dansk farvand var længe før tiden med moderne navigations-elektronik. Nu er klokkebøjen – eller klokketønden - helt væk fra dansk farvand, men at dømme efter internationale søkort findes de stadig derude på verdenshavet.

 Abbed satte bøje op

At klokkebøjen har tjent søens folk gennem generationer, fremgår af en beretning helt tilbage fra det 12. århundrede. Den stammer fra Bell Rock, Klokkeklippen, der er en farlig klippebanke ikke så langt fra mundingen af Tay. Kun ved laveste ebbe rager klippen op over havoverfladen. Ifølge overleveringen lod en abbed fra Arbroath her anbringe en klokkebøje i 1100-tallet for at advare Søfolkene. Senere rejstes et fyrtårn. - Hvor gamle klokkebøjer eller klokketønder er i dansk farvand, vides ikke - men jeg vil mene at de er fra 1800,tallet herhjemme, vurderer museumsinspektør Ole Mortensøn fra Langelands Museums maritime afdeling: - Det danske fyrvæsen dateres til 1560. De ældste vagere var søtønder, som blev forankret ud for grunde. I begyndelsen af 1800-årene reformerede og forbedrede fyrdirektør Løwenørn vagersystemet.

Tønderne fik så en ny facon, så de kom til at stå lodret i vandet. Efter russisk forbillede blev de koniske og udstyret med kæde og anker og lange stager med topbetegnelser. I nogle tilfælde ophængtes en klokke over tønden. Bølgerne fik klokken til at ringe. Ved havblik var der imidlertid ingen hjælp at hente fra klokketønderne, siger Ole Mortensøn.

 Uheldig kombination

Klokkebøjen er i familie med sine yngre slægtninge, sirenen og fløjtetønden. Ofte havde den lys. Kombinationen lys og klokke var dog ikke særlig heldig, da klokken krævede bevægelse, mens lyset jo helst skulle være i ro. Af samme grund blev lys- og klokketønderne udskiftet med lys- og fløjtetønder. Det skete fra omkring 1900. I 1918 var der kun fem lys- og klokketønder i de danske farvande, bl.a. i Storebælt og Øresund. Når klokkebøjerne ikke blev helt afskaffet skyldtes det, at de nye fløjtetønder ikke fungerede effektivt på lavt vand Her beholdt man klokkebøjen. I nyere tid var klokkebøjerne ens overalt i danske hovedfarvande, og bemaling var som foreskrevet af de internationale regler alt efter sømærkets placering. Klokketønderne blev inddraget om vinteren.

 Motorskibene overdøvede

Erik Kromann, leder af Marstals Søfartsmuseum: - Det var egentlig fjollet at afskaffe klokkebøjerne. Jeg tror nok, at de primært var sat op for dampfærgernes skyld. Da disse lydløse skibe blev erstattet med mere larmende motorfærger, var der måske ikke så meget mening med klokkerne, men dødsstødet fik de da radarerne blev rigget an. Der blev ikke tænkt så meget på de mere ydmyge søfarende. Jeg er ikke helt klar over om SFDS selv havde sat nogle af de sydfynske klokkebøjer ud, men det foresvæver mig. Erik Kromann har i sine righoldige arkivalier i Marstal haft et par gamle søkort fremme fra 1922 og 1943. Heraf fremgår, hvor bøjerne blandt andet var at finde i Det sydfynske Øhav. Der stod fx. en klokkebøje ved anduvningen til Marstal Havn nord fra, der hvor renden øster fra drejer hårdt bagbord over mod syd ind ad Damperrenden til Marstal. En anden position er Joenseprikken syd for Strynø. Klokkebøjer fandtes også ved anduvningen til Rudkøbing Løb både fra syd og nord samt ved anduvningen til Ærøskøbing. Der ud over har der på vestsiden af Lillegrunden til indsejlingen til Faaborg været en klokkebøje og i nærheden heraf en kombineret lys- og klokketønde på sydsiden af Knastegrunden og nord for kanten af Skrams Flak.- Der kan muligt have været flere, siger Erik Kromann.

 Mindet lever i en sang

I dag er klokkebøjerne helt væk, men mindet om deres klang lever ikke mindst videre i sangen »Klokkebøjen«. Dens glade toner vil helt sikkert løsnes fra de velsmurte stemmebånd, når Rudkjøbing Sømandsforenings Hjælpekasse i dag holder fest efter sin 154. generalforsamling. »Klokkebøjen« er foreningens slagsang, - nærmest adopteret fra Randers Sejlklub. Deroppe lever minderne om den gamle afmærkning videre i form af klubbladet. Det hedder slet og ret »Klokkebøjen«.

Til topÈ

Brev fra civilinginør Jacob Bach. Søn af Klokkebøjens digter.

Til topÈ

Til topÈ

Til topÈ

Sangens klokkebøje på havnen i Randers 

Rudkøbing Sømandsforenings elskede sang Klokkebøjen har som bekendt sit udspring i Randers. Her lever sangen 
i den lokale sejlklub, og klokkebøjen lægger navn til klubbens blad. 

Tæt ved sejlklubhuset på Randers havn står den originale klokkebøje, der har inspireret sangen. Desværre mangler 
topbetegnelsen, men ellers ser den fin ud: nittet, rødmalet som bagbord og med en inddækket malmklokke monteret på toppen 
af tønden. Klokken bærer indskriften Randers Fjord. 

Set og fotograferet 20. november 2010 af 
Søren Stidsholt Nielsen, Rudkøbing 

Til topÈ